Instruktøren Susanne Bier svarer her på spørgsmål om filmen ”Den skaldede frisør” som er den første romantiske komedie, hun har lavet siden ”Den eneste ene”.
 
A.Hvorfor en komedie nu og så med den vemodige undertone? Hvad inspirerede dig til at lave denne film?
Jeg har faktisk i flere år gerne ville lavet en komedie og har arbejdet på et par projekter som ikke blev til noget, så det har været en længere proces. Jeg havde lyst til at lave noget der var sjovt og let i tonen, men også noget der optog mig og som havde noget bund – det måtte gerne være et emne der optog folk og som var alvorligt, men som kan være svært at tale om. De fleste har nok nogen i deres nærhed, der er meget syg. Derfor skulle sygdom være en del af historien, men det skulle fortælles med humor og lethed og uden at blive kvælende og pegefingeragtigt.

B.Hvordan mødte du Pierce Brosnan første gang - og hvad sagde I helt konkret til hinanden?
Vi havde talt sammen i telefon nogle gange og havde haft nogle ret sjove samtaler. Han havde læst manuskriptet og været ret åben og imødekommende. Første gang jeg skulle møde ham var så til den her fest i L.A., der blev afholdt i forbindelse med, at ”Hævnen” var Oscar-nomineret. Der var noget meget sofistikeret mad, men det kunne han slet ikke overskue, så han tog i stedet hen og spiste noget suppe. Og det kunne jeg slet ikke stå for. Alle rendte efter ham og behandlede ham som der her store stjerne, og så var han bare fuldstændig ukrukket…

C.Hvad har været det sjoveste ved at lave denne film?
Det var enormt sjovt at være i Sorrento. Det var nærmest som at være på lejrskole, fordi det var sådan et skønt og romantisk sted. Det var virkelig sjovt!

D.Hvad har været det mest udfordrende?
Det var at finde balancen mel smilet og tårerne. Den balance er svær at finde, fordi de to størrelser skal fungere sammen og på samme niveau. Hvis den ene bliver for dominerende, bliver publikum irriteret og mister interessen.

E.Hvilke forskelle er der på at arbejde med amerikanske og danske skuespillere?
Når man står på settet er der ingen forskel. Så handler det om at få det hele til at leve og få karakterne til at blive troværdige. Men uden for settet er der en forskel. Amerikanerne har en anden industri og indstilling til det at lave film. Det betyder, at de er pakket ind i alle mulige folk, som passer på dem.  Der er mange led ind til dem. De bliver beskyttet mod ting de ikke vil, men også nogle gange ting de gerne vil. Der er både fordele og ulemper ved det.

F.Hvilke følelser er gennemgående for dig når du optager filmen?
Er det glæde, spænding, nervøsitet - og kan du uddybe? Hvad skal der til for at du mærker, så nu er den der! Hvad gør du f.eks. for at holdet kommer til at kende hinanden og forstå tonen i filmen? Den dominerende følelse for mig når jeg laver film er total koncentration. Det eneste man tænker på døgnet rundt er at få løst den næste scene. Det minder nok lidt om at løbe maraton eller køre Tour de France. Der er ikke plads til andet. Det er én enorm  energiudladning. Man længes efter at få sit liv tilbage og få det overstået. Men det er også meget tilfredsstillende og spændende, mens det varer fordi man går ind i en anden verden.

G. Hvilken af karakterne holder du særligt af - og hvorfor?
Jeg kan helt vildt godt li dem alle sammen af forskellige grunde. Benedicte (Paprika Steen) elsker jeg fordi hun er så rædselsfuld, og Ida (Trine Dyrholm elsker jeg fordi hun er så charmerende naiv. Phillip (Pierce Brosnan) holder jeg også meget af, fordi han er så fortabt i sin egen forskansning fra verden, og han er så sjov når han er vred.

H.Hvorfor skulle den delvist foregå i Italien?
Filmen foregår hvor den gør fordi det er et fantastisk romantisk sted som Pierce Brosnan i filmen købte som ung fordi han troede at han skulle leve et meget romantisk liv. Det gik så ikke som han troede dengang. I historien er der masser af citroner og romantik, og det er der i den grad også på Amalfi-kysten. Så valget lå ret lige for.