SER DU MÅNEN, DANIEL bliver åbningsfilm i Biografklub Danmarks kommende sæson 2019/20

SER DU MÅNEN, DANIEL, der er baseret på Puk Damsgårds bestseller, bliver åbningsfilm i Biografklub Danmarks nye sæson 2019/20. Åbningsfilmen får dansk biografpremiere d. 29. august 2019.

SER DU MÅNEN, DANIEL er historien om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med flere andre udlændinge, bl.a. den amerikanske journalist James Foley, som siden blev henrettet foran hele verden. I filmen følger vi Daniels kamp for overlevelse i fangenskab, hans venskab med James og hvordan hans familie hjemme i Danmark håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem. Midt i krisen står den danske gidselforhandler Arthur, der får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

SER DU MÅNEN, DANIEL er instrueret af Niels Arden Oplev, som også står bag bl.a. Mænd der hader kvinder, Drømmen, To verdener, Kapgang og flere film og tv-serier i USA. Filmen er co-instrueret af Anders W. Berthelsen. Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen, som blandt andet også stod bag Susanne Biers HÆVNEN. Filmen er produceret af Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen for Toolbox Film.

Medvirkende:
* Daniel: Esben Smed
* Arthur: Anders W. Berthelsen
* Anita: Sofie Torp
* Signe: Sara Hjort
* Susanne: Christiane Gjellerup Koch
* Kjeld: Jens Jørn Spottag
* Christina: Andrea Gadebjerg
* Majeed: Ardalan Esmaili

Hvert år sammensætter biografklubben et filmprogram af nye og særligt udvalgte kvalitetsfilm til de danske biografgængere, som medlemmerne kan se for halvdelen af prisen på en almindelig biografbillet.
I den kommende sæson vil der være 10 spillefilm med biografpremiere fordelt fra august 2019 til juni 2020. Alle filmene vil med et medlemskab til Biografklub Danmark kunne opleves i biograferne til halv pris.
Resten af Biografklub Danmarks filmprogram for sæson 2019-20 vil blive offentliggjort omkring pinse (medio juni).
www.biografklubdanmark.dk



Om Biografklub Danmark:
- Salget af medlemskaber til den nye sæson 2019/20 starter 1. august 2019 på biografklubbens hjemmeside.
- Åbningsfilmen er SER DU MÅNEN, DANIEL og får biografpremiere den 29. august 2019. Sidste film i sæsonen får premiere i juni 2020.
- Biografklub Danmark har i næsten 25 år været danskernes foretrukne biografklub.
- Den igangværende sæson 2018/19 har været en af de bedste sæsoner i flere år med 180.000 medlemmer.
- Et medlemskab af Biografklub Danmark indeholder rabatkuponer til 10 udvalgte film, der dermed kan ses til halv pris i biografer landet over. Rabatkuponerne kan indløses i alle biografer, der viser filmene.

 

Ved at benytte denne hjemmeside accepterer du automatisk brugen af vores cookies. Du kan læse mere om cookies under "cookie information".