BIOGRAFKLUB DANMARKS PROGRAM FOR SÆSON 2018-2019

MEDLEMSKAB KAN KØBES FRA 1. AUGUST

Biografklub Danmark har valgt de 10 film, der udgør Biografklubbens kommende sæson. Der venter det danske biografpublikum et stjernespækket filmprogram fyldt med både danske og udenlandske film.

Med et medlemskab til Biografklub Danmark gives der halv pris på biografbilletten til 10 udvalgte kvalitetsfilm i de danske biografer. De film der er med i Biografklub Danmarks program for den nye sæson 2018-2019 inkluderer følgende:

1. LYKKE-PER Biografpremiere d. 30.08.18
2. THE WIFE Biografpremiere d. 27.09.18
3. DEN TID PÅ ÅRET Biografpremiere d. 08.11.18
4. A STAR IS BORN Biografpremiere d. 06.12.18
5. FØR FROSTEN Biografpremiere d. 10.01.19
6. GREEN BOOK Biografpremiere d. 21.02.19
7. DRONNINGEN Biografpremiere d. 28.03.19
8. GØG OG GOKKE Biografpremiere d. 25.04.19
9. KVINDE PÅ KRIGSSTIEN Biografpremiere d. 23.05.19
10. DE FRIVILLIGE Biografpremiere d. 13.06.19

1. LYKKE-PER
Instruktør: Bille August
Medvirkende: Esben Smed, Katrine Greis-Rosenthal, Julie Christensen, Rasmus Bjerg, Tommy Kenter, Jens Albinus, Ole Lemmeke m.fl.
Om filmen: En medrivende kærlighedshistorie og en fascinerende fortælling om et moderne, ambitiøst menneske med en revolutionerende idé og vision – en klassisk iværksætter – der stræber efter det lykkelige liv og frigørelse fra sin sociale arv. Baseret på Henrik Pontoppidans nobelprisvindende hovedværk i dansk litteratur.
Distributør: Nordisk Film
Biografpremiere: 30. august 2018

2. THE WIFE
Instruktør: Björn Runge
Medvirkende: Glenn Close, Jonathan Pryce og Christian Slater.
Om filmen: Anmelderrost drama med en pragtpræstation af Glenn Close. Joan Castleman (Glen Close) er en intelligent og smuk kvinde – den perfekte hustru. De sidste 40 år har hun tilsidesat sit eget talent, sine egne drømme og ambitioner for at støtte sin karismatiske mand Joe (Jonathan Pryce) og hans imponerende litterære karriere. Parret er nu på vej til Stockholm, da Joe skal modtage nobelprisen i litteratur. Efterhånden som den store aften nærmer sig, begynder Joan imidlertid at betvivle sine beslutninger i livet. Men har hun modet til at finde tilbage til sig selv?
Distributør: SF Studios
Biografpremiere 27. september 2018

3. DEN TID PÅ ÅRET
Instruktør: Paprika Steen
Medvirkende: Paprika Steen, Sofie Gråbøl, Jacob Lohmann, Karen-Lise Mynster, Lars Brygmann, Lars Knutzon m.fl.
Om filmen: Hjemme hos Katrine (Paprika Steen) og Mads (Jacob Lohmann) skal man atter forsøge at samle familien til den traditionsrige juleaften med salmesang og andesteg – og det kommer ikke til at gå helt som planlagt. Paprika Steen har instrueret en drama-komedie, hvor både de danske juletraditioner og familierelationer tages under kærlig – og morsom – behandling.
Distributør: Nordisk Film
Biografpremiere: 8. november 2018

4. A STAR IS BORN
Instruktør: Bradley Cooper
Medvirkende: Bradley Cooper, Lady Gaga og Sam Elliot
Om filmen: Gribende kærlighedsdrama og genindspilning af en filmklassiker. Bradley Cooper spiller den erfarne musiker Jackson Maine, der ved et tilfælde opdager - og bliver stormende forelsket i kunstneren Ally (Lady Gaga). Hun knokler som servitrice og har næsten opgivet sin drøm om at slå igennem som sangerinde... indtil Jack lokker hende ind i spotlightet. Men selvom Allys karriere hurtig tager fart, vakler deres skrøbelige kærlighedsforhold, da Jack kæmper en hård kamp mod sine indre dæmoner.
Distributør: SF Studios / Warner Bros.
Biografpremiere: 6. december 2018

5. FØR FROSTEN
Instruktør: Michael Noer
Medvirkende: Jesper Christensen, Clara Rosager, Ghita Nørby og Magnus Krepper
Om filmen: Et stort dansk drama. Der hersker trange kår på landet i det 19. århundrede og med udsigten til endnu en hård vinter, står bonden Jens (Jesper Christensen) overfor et ubærligt valg. Hvis familien skal overleve vinteren, må han indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård og give afkald på sin egen moral, og det dyrebareste han ejer i et forsøg på at sikre dem alle et bedre liv.
Distributør: Nordisk Film
Biografpremiere: 10. januar 2019

6. GREEN BOOK
Instruktør: Peter Farrelly
Medvirkende: Viggo Mortensen, Mahershala Ali og Linda Cardellini
Om filmen: En udsmider af italiensk afstamning bliver chauffør for en sort klassisk pianist på en turné gennem sydstaterne i 1960’ernes USA. Bogens titel refererer til en grøn bog, som dengang anviste hvilke hoteller og restauranter der bød sorte velkommen. Mahershala Ali vandt sidste år en Oscar for bedste birolle i Moonlight og kan opleves i forrygende samspil med Viggo Mortensen.
Distributør: Nordisk Film
Biografpremiere: 21. februar 2019

7. DRONNINGEN
Instruktør: May el-Toukhy
Medvirkende: Trine Dyrholm, Magnus Krepper, Gustav Lindh og Liv Esmår Dannemann.
Om filmen: Anne (Trine Dyrholm) regerer med stor myndighed i sit eget liv. Hun er succesfuld og kompromisløs i sit virke som advokat og lykkelig gift med lægen Peter (Magnus Krepper), med hvem hun har to døtre. Men da hun forfører sin 17-årige stedsøn, Gustav, sætter hun alt over styr. DRONNINGEN er en fortælling om begærets pris og løgnes magt og er et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser.
Distributør: Nordisk Film
Biografpremiere: 28. marts 2019

8. GØG OG GOKKE
Instruktør: Jon S. Baird
Medvirkende: Steve Coogan, John C. Reilly, Danny Huston, Shirley Henderson og Nina Arianda.
Om filmen: Gøg og Gokke, verdens mest berømte komiske duo, forsøger at bringe nyt liv til deres filmkarrierer, da de begiver sig ud på, hvad der skal vise sig at blive deres svanesang: En rædselsfuld teaterturné i efterkrigstidens England.
Distributør: UIP
Biografpremiere: 25. april 2019

9. KVINDE PÅ KRIGSSTIEN 
Instruktør: Benedikt Erlingsson
Medvirkende: Halldóra Geirharðsdóttir, Jóhann Sigurðarson og Juan Camillo Roman Estrada.
Om filmen: En intelligent feel-good film og moden crowd-pleaser, der formår at tackle påtrængende globale dagsordener med lige dele humor, drama og musikalitet. Halla, en kvinde i halvtredserne, erklærer krig mod den lokale aluminiumsindustri, som ødelægger hendes land. Hun gør alt for at beskytte Islands højland. Men situationen ændrer sig radikalt, da en lille forældreløs kommer ind i hendes liv.
Distributør: Camera Film
Biografpremiere: 23. maj 2019

10. DE FRIVILLIGE
Instruktør: Frederikke Aspöck
Medvirkende: Jacob Lohmann, Anders Matthesen, Søren Malling og Christopher Læssøe
Om filmen: Den berømte finansmand og jetsetter Markus Føns (Jacob Lohmann) er blevet varetægtsfængslet. Markus vælger at gå i frivillig isolation blandt fængslets svageste indsatte. I denne afdeling findes et fængselskor, hvor den indsatte Niels (Anders Matthesen) er uofficiel og selvudnævnt leder. Markus beslutter sig for at blive en del af koret, og der går ikke længe, før han kæmper for at nå pladsen i toppen af hierarkiet. En kamp, der ikke udkæmpes med muskler, men med list, tyranni og højskolesange!
Distributør: SF Studios
Biografpremiere: 13. juni 2019

 

Den første film i Biografklub Danmarks nye sæson, LYKKE-PER, har biografpremiere den 30. august 2018 og sæsonen løber frem til næste sommer, hvor den sidste film, DE FRIVILLIGE, har premiere den 13. juni 2019. Publikum kan altså glæde sig til et år fuld af rigtig stærke filmoplevelser på det store lærred. Der er film for enhver smag og programmet byder både på drama, humor, alvor og spænding.
Biografklub Danmark starter salget af medlemskaber d. 1. august 2018 på www.biografklubdanmark.dk


Om Biografklub Danmark:
- Biografklub Danmark er en national filmklub der har eksisteret i 24 år.
- Hvert år bruger Biografklub Danmarks filmudvalg det meste af foråret på at gennemse film i biografernes mørke med henblik på at sammensætte det absolut stærkeste filmprogram til det danske biografpublikum.
- Som medlem af Biografklub Danmark kan man se 10 udvalgte kvalitetsfilm i biografen til halv pris.
- Et medlemskab af biografklubben koster 98 kr for sæsonen og inkluderer rabatkuponer til sæsonens 10 film.
- Man kan indløse rabatkuponerne i alle landets biografer, så længe filmene spiller.
- Ved download af Biografklub Danmarks APP kan man opbevare og indløse kuponerne digitalt.
- Sammen med medlemskabet følger tilbud om en række særlige forpremiere til halv pris i årets løb samt en række øvrige kulturtilbud og rabatter.

Facebook

Trailere på programmets film vil løbende blive uploadet til hjemmeside og facebook.