Bodil vindere 2025
Lørdag d.15. marts blev dette års udgave af Bodilpriserne afholdt, hvor filmkritikkerne fik muligheden for at hædre de bedste film fra 2024. For første gang i Bodilprisens historie, blev der uddelt kønsneutrale priser i kategorierne Bedste Hoved- og Birolle.
Her er en liste over de Biografklub Danmark film som modtog priser på aftenen.
Bedste Film
Vejen Hjem (Charlotte Sieling)
![]() |
Bodilkomitéens Motivationstekst
Det er ikke nogen decideret behagelig oplevelse at følge med den martrede far Christian til det krigshærgede Syrien, hvor han håber at finde og overbevise sin søn Adam om, at han skal lægge sit radikaliserede liv bag sig og følge med hjem til Danmark.
Til gengæld er Charlotte Sielings Vejen hjem en meget stor og berigende filmoplevelse, der med stramme, næsten radikale greb tager os med til en brutal virkelighed, som beskrives med rystende dokumentarisk realisme.
Vejen hjem er renset for overflødige oplysninger og forklarende psykologiske detaljer. Med hjælp fra et hårdtslående, kontrolleret cast kaster Charlotte Sieling os hovedkulds ind i Christians situation helt uden sentimentale stødpuder og tvinger os til at gennemleve gruen sammen med ham.
Både som komprimeret spændingsfilm, krigs- og familiedrama og karakterstudie er Vejen hjem formidlet med overbevisende autoritet af Charlotte Sieling. Det fortjener hun at få en Bodil for bedste film for.
Bedste Birolle
Lars Ranthe (Fuld af kærlighed)
![]() |
Bodilkomitéens Motivationstekst
Lars Ranthe gik på Druk med Thomas Vinterberg, og i Christina Rosendahls Fuld af kærlighed oplever vi så tømmermændene for fuld udblæsning. For det gør rigtigt ondt på familien, når alkoholen sætter fornuften ud af funktion. Og smerten forsvinder ikke nødvendigvis, bare fordi promillen erstattes af selvransagelse og ædruelighedens 12 trin. Det oplever vi gennem Lars Ranthes måske stærkeste præstation i karrieren, der er lige så præcis i skildringen af en kæmpebranderts kådhed som i det underspillede portræt af en mand, der prøver at genopfinde sig selv.
Det er en dybt bevægende bedrift, der fungerer både som bimlende advarselslampe og nuanceret skæbnebeskrivelse.
Skulle du engang i fremtiden få lyst til at fuldende dit skuespillivs sprut-trilogi, Lars Ranthe, så står vi klar med et varmt kram og våde øjne. Tillykke med prisen!
Bedste Ensemble
Stine Stengade, Lars Ranthe, Viilbjørk Malling Agger, Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen (Fuld af kærlighed)
![]() |
Bodilkomitéens Motivationstekst
Fuld af kærlighed står og falder med, at vi tror på, at familien i centrum er en ægte familie. For mens mange film fortæller om misbruget og misbrugeren, er mesterskabet i Christina Rosendahls selvbiografiske drama, at hun vender blikket mod alle dem, der bliver berørt af alkoholens deroute – også ægtefællen og børnene.
Stine Stengade og Lars Ranthe som forældrene og Viilbjørk Malling Agger, Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen som deres tre børn er virkelig en overbevisende 90’er-familie. Med rødvinsmiddage, kærlighed, konflikter og indgroede mønstre, der er meget svære at bryde.
Rygtet vil vide, at optagelserne var rige på følelser og tårer, og det lyser da også ud af filmen, hvor grundigt og harmonisk kvintetten har arbejdet på at få scenerne til at leve og ånde.
Vi kunne ikke være mere glade for, at den første Ensemble-pris i Bodilprisens historie går til skuespilholdet i Fuld af kærlighed. Tillykke!
Bedste Manuskript
Charlotte Sieling, Nagieb Khaja og Jesper Fink (Vejen Hjem)
![]() |
Bodilkomitéens Motivationstekst
Virkelighedens barske historier, der sættes i gang af storpolitiske beslutninger og bøjes af ideologiske vinde, er ikke kun forbeholdt dokumentarfilmgenren.
Det kunne man ellers godt forledes til at tro, for der er ikke mange fiktionsfilmfolk, der har mod og lyst til at kaste sig over så komplekse, virkelighedsbaserede emner, som vi ser i Vejen hjem.
Det havde Nagieb Khaja, Charlotte Sieling og Jesper Fink heldigvis. De har sammen skrevet det begavede manuskript til den autentiske og aktuelle film, som balancerer knivskarpt mellem familiedrama, thriller og tragedie.
Charlotte Sieling og Jesper Fink har tidligere samarbejdet om det historiske dronningedrama Margrethe den første, som også vandt en Bodil for bedste manuskript. Med Vejen hjem er vi i en helt anden tid og i et fremmed terræn, men portrættet af hovedpersonens indre konflikt under et intenst ydre pres står igen imponerende skarpt. Tillykke!